Martinique

14:44.658N
61:10.646W Martinique Vi besøgte Martinique i tidsrummet
18-27. februar. Nu var vi pludselig for en stund tilbage i EU, idet øen jo er
fransk. Frem med Euro sedlerne... På nær nogle kortere perioder med engelsk
herredømme, er det lykkedes Frankrig at holde fast på øen, siden de
udryddede cariberne, den oprindelige befolkning. Man mærker den franske
indflydelse, og alle de penge der er strømmet hertil fra Europa. Veje og
bygninger er af en helt anden og bedre kvalitet. Desværre syntes vi også
lidt, at den franske selvtilstrækkelighed havde fundet vejen over Atlanten.
Selvfølgelig er vi bare nogle tudefjæs, der taler for dårligt fransk. Engelsk
kommer man ikke langt med på Martinique. Noget af det dejlige franske, som vi
havde forventet at finde, var en masse små fortovscaféer med skøn kaffe. Det
blev dog en slem skuffelse - om aftenen skete der ikke meget i byerne. Slet
ikke i Fort de France, hovedstaden, som praktisk taget lukker helt ned efter
mørkets frembrud. Først gik vi i arbejdslejr i
marinaen i Marin i to dage. Vi vaskede, polerede og pudsede til den store
guldmedalje. Vi synes, at båden har klaret sig godt
igennem rejsen hidtil og ikke er blevet ældet for voldsomt af den
meget brug og den barske coktail af salt og sol. Med skinnende båd kunne vi
med god samvittighed lægge os ud på ankerpladsen ved Ste.
Anne.
Malthe og Michael havde et
vidunderligt dyk med SNUBA'en på 6-8 meter vand over et meget flot koralrev.
Sigtbarheden var turens hidtil bedste, og gør sit til den fantastiske oplevelse
det er at svæve over det farverige og levende landskab et koralrev udgør.
Langustere taget med snare og fisk skudt med harpun er fortsat et godt
bidrag til kosten ombord, og bliver til de skønneste måltider. Vi har en
gasgrill på pushpit'en ude agter, som vi flittigt bruger til at grille
fisk.
Vi sejlede nordpå mod hovedstaden,
Fort de France, men besøgte undervejs en lille afsides beliggende ankerbugt Anse
Chaudiere, hvor blot 4 andre både lå. Igen havde vi fantastisk klart vand og
snorklede og dykkede. Ungerne lokaliserede en blæksprutte, som lå med kroppen
gemt i en slags kiste nedsunket i havbunden. Kisten viste sig at være et TV
(!), som spyddet fra harpunen satte sig godt og grundigt fast i, da vi skulle
have blæksprutte på menuen.
Fort de France fandt vi
ikke ret spændende og ankerpladsen var meget urolig. Vi droppede planen med
at leje bil sammen med Bernd fra Traumjäger, for det var mere end dobbelt så
dyrt end vi er vant til. Vi tog herefter et par nætter ved Anse a l'Ane,
hvor der var dejlig roligt, undtagen når de små færger fra Fort de
France ankom og sejlede igen. Ungerne sejlede fra Fort de France
til Anse a l'Ane med tyske singlehander Bernd ombord på hans katamaran. Om
aftenen fik de ham sørme også overtalt til, at de skulle bage kage, så de kom
sent hjem den dag.
Sidste stop på øen blev St. Pierre
oppe nordpå. Denne by var frem til 1902 kendt som Little Paris og var for den
tid overmåde avanceret. Byen var dengang hovedstaden på Martinique.
Rigdommen kom blandt andet fra de mange plantager på de frugtbare skråninger op
mod vulkanen Mt. Pelée ovenfor byen. 8. maj 1902 åbnede Mt. Pelées ene side
sig og udspyede en kæmpe ildkugle af overhedet gas, som blæste ned over byen.
Alt hvad der var tilbage af byen efterfølgende, var rygende ruiner. 30.000
menesker blev udslettet, og i byen overlevede kun én person, tugthusfangen
Cyparis, der var indsat i en kældercelle. 12 skibe på reden brændte og
sank, og udgør en dykkerattraktion i dag. Et enkelt skib kunne humpe væk, ilde
tilredt og med få overlevende. Vi så byens fine museum om byen før
og efter katastrofen. Desuden ligger dele af ruinerne bevaret, blandt andet
byens teater og Cyparis' kachot.
Hilsner fra Navigo |