Gran Canaria

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Sun 8 Nov 2009 11:30
27:46.88N 15:42.62W
Gran Canaria
Nu er vi i turistfælden Puerto Rico på sydkysten af
Gran Canaria. Gran Canaria hedder ikke sådan, fordi det er den største ø blandt
de kanariske øer - den er kun tredjestørst. Der bor dog flest mennesker, nemlig
omkring 750.000, hvilket er lidt mere end på Tenerife. "Gran" blev
adderet til ære for den originale befolkning, der kæmpede bravt imod
spanierne, og i flere årtier holdt dem stangen.
Snart er det tid til en lidt længere sejltur. Vi
glæder os, men er også spændte på hvad der møder os, og på hvordan vi vil opleve
så mange dage til søs. Passatvinden er den vind der skal bære os til Caribien.
Viser passatvinden sig fra sin bedste side, så får vi vind bagfra med
gennemsnitligt 6-8 m/s, og sjældent over 12 m/s. Rundt regnet en halv knobs
medstrøm skulle vi også kunne regne med. Nu er det dog sådan, at selv ved
veletablerede passatvinde er der dage med vinde hvor vinden ikke er medvind og
endda vindstille dage - totalt måske 10% af tiden. Til at starte med skal man
også finde passatvinden. Det er ikke svært, man skal bare sejle sydpå.
Det der er svært er at vide på forhånd, hvor langt man skal idet
udstrækningen af passatbæltet mod nord svinger fra år til år og med
årstiden. Det er skidt at gå vestpå for tidligt og blive fanget i de lette
vinde, der dominerer det massive centrale højtryk i Atlanten. Ideen er at
komme solidt ind i passatvinden, 200 sømil, og så derfra gå den direkte
rute.Ydermere når man gerne vil sejle først på sæsonen (lige efter
orkansæsonen), som vi vil for at få mest mulig tid i Caribien, er passatvindene
ikke så godt etableret. En hurtigere enklere passage får man, hvis man venter
januar, men det gør vi ikke. Selv om det er en lang tur, så er den ret sikker da
der stort set ikke er storme, og den kaldes da også "The Milk Run".
Vi har lagt planerne lidt om, idet vi nu regner med
at gå til Kap Verde øerne, og så krydse Atlanten derfra. Der er 850 sømil til
Kap Verde øerne, som typisk ligger godt inde i passatvindsbæltet. Herfra er der
1900 sømil til Barbados. Omvejen er måske bare 150-300 sømil afhængig af, hvor
meget man på den direkte rute tør skære hjørnet af og sætte kursen direkte mod
Caribien. Vi regner med at stikke sydpå ca. 25 november fra
Tenerife.
Vi venter på lidt mindre vind for at gå til La
Gomera. Mellem Tenerife og Gran Canaria er der en voldsom accelleration af
vinden. Vi regner med, at det blæser mere end 20 m/s derude disse dage, så vi
slapper lidt af her. Vi ligger lige ved siden af vores gode venner i Amigox, som
vi nu har indhentet.
Hilsner fra Navigo
![]() |