13:51.046N 61:03.691W 

St. Lucia

Så kom vi ud at sejle lidt igen. Vi forlod Bequia den 9. februar 6:30 og nåede St. Lucia og byen Soufriere 15:30 efter en dejlig krydssejlads i 8-10 m/s. Fiskene ville ikke lege med, selv om vi trak 3 liner efter os. Vi sejlede op langs St. Vincents vestkyst og derefter det frie stræk over til St. Lucia og mødtes af to fuldstændig betagende kegleformede bjerge - The Pitons. Vi lå for en bøje i en marine park lige udenfor den yderste ende af byen - ikke det mest rige kvarter i byen. Masser af larm fra mennesker og deres musik, fra de sværmende fiskebåde og water taxis og fra de talrige haner i land der åbenbart mener det er daggry hele natten. Når undslupne grise med et kuffertgreb i bagbenene blev båret retur til de små stalde på stranden af hønsetråd og bølgeblik blev der også hylet godt igennnem. Liv og leben..

  Vi ligger for en bøje i marine park området i den sydlige udkant af Soufriere

  Her er nabolaget

  Lidt længere væk fra.. The Pitons i baggrunden

Lykken tilsmilede legekammeratsultne Malthe en eftermiddag, idet han spottede en dreng på hans alder på en fransk båd der lagde sig ved nabobøjen. De havde også piger på 7 og 11 år. Inden længe var ungerne ombord hos os og vi voksne ombord på den franske båd Fitou til rødvinshygge. De havde været ude i 1½ år og havde brugt det ekstra år i forhold til os i Sydamerika. Det lød jo ret spændende.. Rigtig godt at møde søde franskmænd, for den nationalitet har måtte ligge ryg til lidt mindre positive kommentarer undervejs.

  Yes! En ligesindet legekammerat - Yann

Næste dag gik vi to familier op til en botanisk have i Soufriere, hvor der også var mineralbade, som franskmændene etablerede i en periode de havde overtaget på øen. Soufriere var dengang hovedstaden på St. Lucia.

 Så er der udflugt..

  Noget blomst noget... (ja, det er som sædvanlig skipper ved tasterne, og hvad ved han om blomster)

  Den her kaldes også voksblomst - og sådan så den ud..  

Vi lejede bil dagen efter og tog på dagstur. Det kan være rart at komme væk fra båden og se noget andet end vand. Desuden lærer vi hver gang noget nyt. Denne gang f.eks hvordan en ananas ser ud før den er plukket!

  Vi kørte halvåben jeep..

Først kørte vi til Sulphur Springs og fik en lektion i Soufriere områdets tilbliven. Området er en stor caldera (kraterlignende formation, der fremkommer når en vulkan synker sammen efter et udbrud) på 12 km2. Der er liv i området. Et sted er der 2 km ned til flydende lava. Svovlbrinteholdig damp (noget overhedet til 170 grader celsius) kommer op i et mindre område, hvor kogende mudderpøle også ses.

  I røg og damp og prutlugt. Heldigvis blæste vinden fra..   

Så tog vi til Tet Paul nature trail. Her så og lærte vi en del om frugter, træer og afgrøder. Desuden var udsigten over The Pitons fantastisk.

  En meget tidlig ananas

  Petit Piton

  Her med familien i forgrunden

Herefter kørte vi rundt på øen og stoppede når noget så spændende ud..

  Så er der "water nuts" i vejkanten. Det er kokusnødder der ikke er så gamle, at skallen er blevet hård og kødet tykt og fast.  Nogle hug med macheten og naturens softdrink er klar. Når den er drukket hugges nøden over, og et ekstra lille hug i siden skaber en afbrækbar ske, med hvilken "jellyen" skrabes ud.

  Den første "drive thru" bager vi har set..

  I Anse de Ray tog vi et stop. Høns løber rundt omkring i byerne.

  Byliv med handlende også på fortorvet

  Det er sine steder ret beskedne huse man ser

Tilbage på mooring bøjen gik hverdagen videre, og vi hyggede os med vores nye franske venner og Sue & Andy fra Spruce. Vi sejlede tværs over bugten til "The Bat Cave" - en 25 meter høj 1-2 meter sprække i klippen. Her stank det fælt af flagermusguano, og der var en markant spredning i nysgerrigheden hos familien i dinghyen. Pigerne havde ikke det store behov for at udforske yderligere..  

  Snoklingen afbrydes ad frokostpause

  Der Skypes. Der var sørme en rar person i land med et åbent netværk. 

Efter 5 dage ved mooringbøjen ved Soufriere sejlede vi de 20 sømil nordpå til St. Lucias navnkundige Rodney Bay og lagde os ind i marinaen. Det er Rodney Bay der modtager de over 200 både, som sejler over Atlanten med ARC'en (Atlantic Rally for Cruisers). Siden 24. november 2009 har vi ikke været i havn, og det var underligt at båden nu lå helt stille. Vi påbegyndte lidt vedligehold på båden, som vi gør færdigt på Martinique. En omgang polering og tilbundsgående fjernelse af rust på rustfrit stål står bla. andet på programmet.   

Lige inden Rodney Bay kom J-båden Velshada høvlende med 12 knob (info fra AIS'en). Et fantastisk syn..

I morgen 17/2 er planen at gå til Martinique.

Over and out,

Navigo